>Kirsten Siggaard - www.kirstensiggaard.org<

Der blev lys i alles øjne, da akkompagnatøren Jens Munkholm i aftes slog tonen an i Kirken og Kirsten Siggaard fra Musiker-Børsen kom op gennem kirkerummets midtergang syngende Nu tændes Tusind Julelys.

En Smuk, evigung pige er Kirsten Siggaard, og hun har ikke har glemt, hvor hun startede med sin sang, nemlig i et kirkekor - vist nok i Gørlev på Sjælland og senere i Slagelse kirke. Siden den tid har hun prøvet både grand prix, revy og teater m.m. Det sværeste har nok været at spille rollen som Edith Piaf, hvor stemmen først skulle skoles til at ramme den specielle klang, som krævedes her.

Kirsten Siggaard sang en smuk variation af julemelodier både på engelsk og på dansk, hvor koncertgæsterne gerne måtte synge med. Hun bevægede sig gennem Disneyland og rundt hos flere andre engelsksprogede sangere, et par sange fra rollen som Edith Piaf og så selvfølgelig en smuk samling af de danske julesange og -salmer, vi holder så meget af.

Der er noget særligt over Kirsten Siggaards optræden. Hun står ikke bare på sit ophøjede plateau og synger ned til tilhørerne. Hun går en del af tiden nede og synger hos og sammen med tilhørerne, for det er her hun synes at høre til, og hun vil allerhelst synge sammen med - ikke bare synge til sit publikum.

Med en kærlig julehilsen fra et hjertevarmt menneske som Kirsten Siggaard med smuk stemme kunne man efter koncerten tage hjem med en glad fornemmelse af, at nu er det snart jul.